Den 12-15 juni 2014 bjuder kvinnorörelsen i Norden in till ett gigantiskt forum för kvinnors rättigheter och jämställdhet i Malmö. Nordiskt Forum Malmö 2014 ska samla 15 000 feminister, aktivister, kommuner, regioner, myndigheter, politiker, forskare, ja alla som är intresserade av kvinnors rättigheter och jämställdhet. Tillsammans ska vi sätta agendan för framtiden!
Inför Nordiskt Forum ska vi tillsammans mobilisera hela Sverige att ta plats i Malmö! Sveriges Kvinnolobby fortsätter vår mobiliseringsturné under våren för att informera, inspirera, bygga organisering och förbereda oss innehållsmässigt inför forumet.
Sveriges Kvinnolobby söker nu lokala samordnare i följande städer: Stockholm, Östersund, Karlstad, Falun, Uppsala, Gävle, Kalmar, Visby, Sundsvall, Halmstad, Linköping och Eskilstuna. Vill du mobilisera feminister och jämställdhetsaktörer på andra orter är du också välkommen att höra av dig!
Att vara lokal samordnare innebär:
– att du deltar i en mobiliseringsträff i Stockholm den 31 januari (Sveriges Kvinnolobby står för resekostnaderna)
– att du är Sveriges Kvinnolobbys lokala kontaktperson och spindel i nätet på din ort
– att du hjälper till att kartlägga relevanta aktörer på din ort
– att du hjälper till att kartlägga relevanta evenemang i staden inför juni 2014
– att du hjälper till att arrangera minst en informationsträff
– att du eventuellt startar en studiecirkel om FN:s Handlingsplan för kvinnors rättigheter inför Nordiskt Forum
Arbetet är ideellt men i gengäld får du referenser och du får vara med och bygga det största evenemang för kvinnors rättigheter som kvinnorörelsen någonsin arrangerat! Läs även på Sveriges Kvinnolobbys hemsida.
Vill du bli vår lokala samordnare? Skicka CV och ett mejl där du anger varför du vill blir vår lokala samordnare och vilka du kan mobilisera på din ort till samordnare@nullsverigeskvinnolobby.se senast den 19 januari 2014.
I Danmark kører kønsdebatter ofte af sporet og bliver til ukonstruktive skyttegravskrige, der leder til de samme diskussioner af, hvorvidt ligestilling overhovedet er værd at diskutere. Et væsentlig problem i den danske ligestillingsdebat synes at være, at hovederne på mange debattører er stukket ned i papirsposer påskrevet ”i Danmark har vi alle lige muligheder”. Herved bliver det svært at problematisere, at nogle grupper i det danske samfund faktisk har nogle privilegier som andre ikke har adgang til. Og, at privilegier altid opnås på andres bekostning. I Friktion håber vi på at kunne bidrage til den kønsdebat, der krøller papirsposen, så larmen bliver så uudholdelig, at posen bliver taget af, eller går i stykker undervejs. Først når øjne og ører bliver åbnet for, at her stadig er noget at tale om, vil vi faktisk kunne skabe et mangfoldigt samfund med reel lighed.
I Danmark mangler politikerne viljen til ambitiøs (feministisk) ligestillingspolitik, som tør at sparke til indgroede forestillinger og gennemfører tiltag, der for alvor forandrer samfundet. Vores nuværende regering gik til valg på at indføre øremærket barsel til mænd, kønskvotering i bestyrelser og forbud mod sexkøb – tre ligestillingspolitiske initiativer som endda blev indskrevet i regeringsgrundlaget, men siden er blevet droppet. Uanset hvad man så ellers synes om de konkrete forslag, så er det bemærkelsesværdigt, at regeringspartierne ikke gennemfører den ligestillingspolitik, som mange kæmpede for, da de var i opposition, når de faktisk har flertallet til det.
Ligestillingsministeriet er i øjeblikket ved at ændre fokus fra en kønsproblematik til en mangfoldighedsløsning. Bredere inklusion og et mangfoldigt samfund kan vi som feminister naturligvis kun støtte op omkring. Men – og der er et stort men – med sit sigte på ligestilling som en global problematik, springer dansk ligestillingspolitik et par led over i udviklingen henimod et mangfoldighedsparadigme: For der er faktisk ikke kønsmæssig ligestilling i Danmark, hverken i livs-lønninger, repræsentation eller familie- social og erhvervspolitik. Og det, mener vi ikke, kan opnås, hvis man holder op med også at tale om kønsligestilling som en national problematik. Komplet ligestilling er vist ikke opnået ret mange steder i verden, men i dansk politik er der på nuværende tidspunkt ikke engang konsensus om, at reel ligestilling er værd at stræbe efter. Stats-feminisme er et skældsord og i denne sammenhæng bliver svensk og norsk ligestillingspolitik holdt op som skræmmebilleder. I Danmark er feminisme f-ordet hos store dele af beslutningstagerne.
Det, der taler for Ligestillingsministeriets nye mangfoldighedstilgang, er chancen for, at feminismen kan vise, at den ikke kun handler om hvide, bedrestillede kvinders ret til ikke at barbere bikini-linjen. Feminismen i Danmark er blevet trængt op i en krog i debatten, hvorfra den ikke kan tale globalt, generelt eller solidarisk. Danske feminister kan ikke kræve noget, for de har allerede fået det hele – og har kastreret manden i processen. Standpunkter og debatter kommer ingen vegne, fordi feministen først skal bekende, at hun faktisk elsker sex med mænd, og hader alt, der emmer af kønsneutralitet. Hvis feministens privatsfære ikke harmonerer med disse præferencer, bliver hun dis-kvalificeret fra at deltage i en debat om generel ligestilling.
Der er imidlertid grøde i både aktivistiske og akademiske feministiske kredse. Friktion er en del af denne gryende remobilisering af feministiske kræfter. Efter 10 års liberal-konservativ tornerosesøvn må vi erkende, at valget i 2011 og en ny centrum-venstreregering ikke har ændret meget ved den førte ligestillingspolitik. De brudte valgløfter har vækket os – ligestilling kommer ikke af sig selv, fordi vi stemmer. Vi vrister os fri af skuffelserne og arbejder fra undergrunden i anti-sexistiske kollektiver og bevidstgørende fora. Det momentum som feminismen kulturelt har i Danmark lige nu er båret af en tro på foranderlighed. Man kan kalde det hipsteri eller en flirt med at være anti-establishment og seksual-smart. Men det engagement og den bevidsthed som ligger i fx Kvinde Kend din Krop, Feministiske Forældre, Selskab for Ligestilling, Friktion og mange andre grupper on og offline er ikke en modebølge. Det er en modbølge til den individualiserede og fatalistiske man-er-sin-egen-lykkes-smed-doktrin.
Friktion er glade for at være en del af det nordiske magasin-netværk NordFem, som giver os kollegial støtte, inspiration og mulighed for at deltage i Nordisk Forum. Friktion håber, at også det nordiske samarbejde på ministerielt niveau vil have en positiv effekt på ambitionerne i den danske ligestillingspolitik. Der er meget at lære, Manu Sareen.
Kønsdebatten i Danmark har de seneste år været præget af nedgøring og affærdigelse af al feministisk kritik. Ligesom politiske ligestillingstiltag er blevet lagt i graven uden videre. Typisk med mistænkelige forklaringer, om at folket slet ikke ønsker de forandringer.
Næ, det gør ”folket” vel aldrig – da slet ikke forandringer, der betyder, at man skal betale mere i skat og den slags. Men det er jo derfor, man vælger politikere: For at nogen tager ansvaret for at træffe de upopulære beslutninger, der skal sikre, at vores civilisation også består i fremtiden.
Det har de danske politikere dog ikke haft æggestokke nok til i denne omgang. Og på den måde er de egentlig velvalgte repræsentanter for et land, der har bildt sig selv ind, at vi fik ligestilling med rødstrømpebevægelsen engang i 70’erne, og at vi derfor ikke har mere at arbejde for. I hvert fald ikke når det kommer til kvinders rettigheder.
De homoseksuelle har heldigvis fået retten til at gifte sig i kirken, ligesom ligestillingsministeren er begyndt at sætte fokus på alle de kønsrelaterede problemer for mænd; at de tager ikke i samme grad som piger uddannelser, og de risikerer at blive såkaldt ”tabermænd”. Så der er sket små forbedringer.
Men det er nu frygteligt irriterende at høre på de forklaringsmodeller, der bliver sat op for mænds problemer her i landet. Nemlig at det er den ”feminiserede” folkeskole, der ikke giver plads til ”rigtige” drenge.
Bare det at negativlade ordet ”feminin” siger alt om, hvor den danske kønsdebat har befundet sig længe: Underteksten er, at de kvindelige værdier har overtaget, og vi er nødt til at finde tilbage til ”rigtige” drenge og mænd. Fordi ”kvindelige værdier” er dårlige forstås.
Ingen af dem, der burde vide bedre – politikere og eksperter – lader til at se det åbenlyst tåbelige og kortsigtede i at fastlåse drenge og mænd i en bestemt opfattelse af maskulinitet. Og på den måde er den debat, man forsøger at tage, faktisk med til at skabe problemet.
For så længe man kun fokuserer på det ene køns problemer – og når man giver det andet køn skylden for problemerne – så vil man aldrig kunne løse dem. Fordi problemerne opstår som følge af strukturer, der holder begge køn fast. Og ingen er mere eller mindre ansvarlig for dem: Vi er alle sammen med til at opretholde dem, og vi er også alle sammen nødt til at være med til at bryde dem ned.
Feministerne i Danmark bliver ved med at pointere denne enkle sandhed, men vi bliver igen og igen skudt ned: Vi er for forkælede, vi burde tænke lidt mere på de stakkels kvinder i Indien i stedet for at pille i vores egen navle, vi burde tænke lidt mere på mændene, i stedet for hele tiden at ville fremhæve kvinderne. Vi burde faktisk indse, at vi har det godt nok og så tie stille nu.
Det har været svært at trænge igennem med budskabet, fordi affærdigelserne og nedgørelserne har været så massive og har fået virkelig meget taletid. Og så kunne jeg være sluttet her. På en pessimistisk konstatering af at noget er råddent i staten Danmark, når det kommer til kønsdebatten.
Men jeg er mere optimistisk end det. De danske medier har de seneste halve år givet større dækning til feministiske debatter, og selvom modstanderne stadig får (for) meget taletid, bliver der endelig sat fokus på, at vi stadig er langt fra ligestilling her i landet. Ikke mindst kommer der en masse nye stemmer i debatten, både kvinde- og mandestemmer.
Så Danmark er på nippet til at rykke nu, det er jeg overbevist om.
The Nordic Ministers of Gender Equality will develop a new cooperation program for the years 2015-2018.
Until 7 January 2014 both individuals and organizations throughout the Nordic countries have the opportunity to give views and comments, via NIKK, that will form a basis for the upcoming co-operation program.
The largest feminist meeting in the Nordic region will take place next year. 15 000 writers, artists, business leaders and politicians will convene at Nordiskt Forum in Malmö on 12-15 June.
Nordiskt Forum is now releasing the first speaker names: Vigdis Finnbogadóttir, the world’s first democratically elected female head of state and Iceland’s first female president, Gunhild A. Stordalen, Chairperson of the Norwegian Stordalen Foundation, Sofi Oksanen, author, Karl-Petter Thorwaldsson, Chairperson of LO (the Swedish Trade Union Confederation), Margot Wallström, Diversity Director at Postcode Lottery, Alexandra Pascalidou, journalist and author, Claes Borgström, lawyer and former Equality Ombudsman and Annika Winsth, Chief Economist for Nordea are some of the names that are set for Nordiskt Forum.
The purpose of the conference is to take the pulse of gender equality policy today. The UN has not organised a global conference on gender equality and women’s rights in the past 20 years. The reason behind this is that the reactionary tendencies in the world are so strong that there is a clear risk that the rights established at the last conference would be pushed back if the door were to be opened to new negotiations.
– It is time for action. When women’s rights are questioned, when what we have fought for is trivialised, when wage gaps remain, when men’s violence against women does not end: we have to act. Actors from the whole society must come together, we need to focus and find solutions together, said Gertrud Åström, Chairperson of the Swedish Women’s Lobby in Denmark, Finland, Iceland, Norway and Sweden and member of the Nordic organisers’ group.
Caroline Matsson is Conference Manager Photo by Eric Hale
Nordiskt Forum is discussion as well as debate, training in working with gender equality and women’s rights, literature, music and cinema. A large area is being built around Malmö Arena and MalmöMässa. The conference program and discussions are based on the CEDAW Convention and the Beijing Platform for Action. The objective is to formulate new concrete demands, commitments and strategies to be submitted to the Nordic governments. Nordiskt Forum Malmö 2014 is organised by 200 organisations from the Nordic Women’s Movement in Denmark, Finland, Iceland, Norway and Sweden.
– The forum itself is a historic event. Never before has the Nordic Women’s Movement organised such a large and comprehensive meeting. But this is not an internal event. Municipalities, government authorities, civil society organizations as well as activists, small business owners, politicians and business representatives will participate. There is a lot of interest in participating with programs and exhibits. We are already looking at ways to expand the area, said Caroline Matsson, Conference Manager of Nordiskt Forum.
– It is clear that the forum comes at the right time. There is a great pressure and need to discuss these issues. In addition, the forum will take place right in the middle of the Swedish election campaign, added Caroline Matsson.
Facts:
Where: The conference will take place at Malmö Arena and MalmöMässan.
When: 12-15 June 2014
How: For more information and the updated list of participants www.nf2014.org
A selection of speakers:
Eva Biaudet (FI), Finland’s Minority Ombudsman, Sanne Søndergaard (DK), stand-up comedian and author, Nina Björk (SE), author and writer, Ali Esbati (SE), director of the Norwegian Manifest Analyse, Tomas Gunnarsson (SE), gender photographer, Astrid Johansson (SE), high school pupil at Tuna School in Luleå, Birgitta Ohlsson (SE), EU Minister, Tiina Rosenberg (SE), Professor of Theatre Studies and rector of the University of the Arts Helsinki, Maria Sveland (SE), author and journalist, Anna Serner (SE), CEO of the Swedish Film Institute, Parvin Ardalan (Iran), journalist and civil rights activist, Raewyn Connell (Australia), sociologist and men’s studies researcher, Charlotte Petri Gomitzka (SE), Director General of SIDA.
