Shhh, vi har det jo godt nok her i Danmark
Kønsdebatten i Danmark har de seneste år været præget af nedgøring og affærdigelse af al feministisk kritik. Ligesom politiske ligestillingstiltag er blevet lagt i graven uden videre. Typisk med mistænkelige forklaringer, om at folket slet ikke ønsker de forandringer.
Næ, det gør ”folket” vel aldrig – da slet ikke forandringer, der betyder, at man skal betale mere i skat og den slags. Men det er jo derfor, man vælger politikere: For at nogen tager ansvaret for at træffe de upopulære beslutninger, der skal sikre, at vores civilisation også består i fremtiden.
Det har de danske politikere dog ikke haft æggestokke nok til i denne omgang. Og på den måde er de egentlig velvalgte repræsentanter for et land, der har bildt sig selv ind, at vi fik ligestilling med rødstrømpebevægelsen engang i 70’erne, og at vi derfor ikke har mere at arbejde for. I hvert fald ikke når det kommer til kvinders rettigheder.
De homoseksuelle har heldigvis fået retten til at gifte sig i kirken, ligesom ligestillingsministeren er begyndt at sætte fokus på alle de kønsrelaterede problemer for mænd; at de tager ikke i samme grad som piger uddannelser, og de risikerer at blive såkaldt ”tabermænd”. Så der er sket små forbedringer.
Men det er nu frygteligt irriterende at høre på de forklaringsmodeller, der bliver sat op for mænds problemer her i landet. Nemlig at det er den ”feminiserede” folkeskole, der ikke giver plads til ”rigtige” drenge.
Bare det at negativlade ordet ”feminin” siger alt om, hvor den danske kønsdebat har befundet sig længe: Underteksten er, at de kvindelige værdier har overtaget, og vi er nødt til at finde tilbage til ”rigtige” drenge og mænd. Fordi ”kvindelige værdier” er dårlige forstås.
Ingen af dem, der burde vide bedre – politikere og eksperter – lader til at se det åbenlyst tåbelige og kortsigtede i at fastlåse drenge og mænd i en bestemt opfattelse af maskulinitet. Og på den måde er den debat, man forsøger at tage, faktisk med til at skabe problemet.
For så længe man kun fokuserer på det ene køns problemer – og når man giver det andet køn skylden for problemerne – så vil man aldrig kunne løse dem. Fordi problemerne opstår som følge af strukturer, der holder begge køn fast. Og ingen er mere eller mindre ansvarlig for dem: Vi er alle sammen med til at opretholde dem, og vi er også alle sammen nødt til at være med til at bryde dem ned.
Feministerne i Danmark bliver ved med at pointere denne enkle sandhed, men vi bliver igen og igen skudt ned: Vi er for forkælede, vi burde tænke lidt mere på de stakkels kvinder i Indien i stedet for at pille i vores egen navle, vi burde tænke lidt mere på mændene, i stedet for hele tiden at ville fremhæve kvinderne. Vi burde faktisk indse, at vi har det godt nok og så tie stille nu.
Det har været svært at trænge igennem med budskabet, fordi affærdigelserne og nedgørelserne har været så massive og har fået virkelig meget taletid. Og så kunne jeg være sluttet her. På en pessimistisk konstatering af at noget er råddent i staten Danmark, når det kommer til kønsdebatten.
Men jeg er mere optimistisk end det. De danske medier har de seneste halve år givet større dækning til feministiske debatter, og selvom modstanderne stadig får (for) meget taletid, bliver der endelig sat fokus på, at vi stadig er langt fra ligestilling her i landet. Ikke mindst kommer der en masse nye stemmer i debatten, både kvinde- og mandestemmer.
Så Danmark er på nippet til at rykke nu, det er jeg overbevist om.