Velfærd er kvindens bedste ven

Journalisten Heidi Avellan indleder seancen ”From Womb to Tomb”, der handler om feministiske perspektiver på samfundsøkonomien, med at sige at kvindens bedste ven ikke er diamanter, med derimod velfærdsstaten.

Dette udsagn bliver bakket op af Alexandra Pascalidou, der siger, at de krav der stilles til nedskæring i velfærdsydelser i forbindelse med økonomiske redningspakker i lande som Grækenland og Spanien er en kamufleret form for misogyni. Hun fortæller om kvinder i kriseramte lande, der nu står uden adgang både til et arbejde der kan dække deres leveomkostninger eller adgang til velfærdsydelser.

Peggy Hessen Følsvik fra sammenslutningen af norske fagforeninger, peger på, at den mest oversete feministiske kamp lige nu er den store ulighed mellem mænd og kvinder, der opstår fordi kvinder i højere grad arbejder deltid, og at deltidsarbejde giver dårligere arbejdsvilkår, mindre videreuddannelse, og i sidste ende dårligere pension.

 ”Vi må insistere på den nordiske model, og satse på stærke organisationer og kollektive løsninger, så alle kan have et fuldtidsarbejde og et godt liv ved siden af”, siger hun.

Til dette spørger Agneta Stark, professor i business og køn, hvad man skal tænke på som fuldtidsarbejde, og peger på at industrisamfundets arbejder ikke længere kan være et ideal for hvordan arbejdslivet skal organiseres. Det skal ikke handle om arbejdstimer, men om de rettigheder der følger med at have et arbejde, om hvordan vi kan have et anstændigt arbejdsliv.

”Vi skal være optimistiske for man kan ikke outsource traditionelle kvindefag til Kina. Velfærdsjobbene vil altid være her og det er en styrke, men hvor godt det bliver betalt er en anden sag” siger Agneta Stark, ” her handler det om at udøve modstand, at sige nej og kræve en anstændig løn, for anvendt modstand er det sprog som magten forstår.”