Dit tøj påvirker kvinders leveforhold
80 procent af dem, der arbejder i tekstilindustrien på globalt plan, har ikke noget socialt sikkerhedsnet, og arbejder hårdt og længe til meget lave lønninger. I et seminar om kvinders arbejdsvilkår i tekstilindustrien taler repræsentanter fra fagforeninger og virksomheder om tekstilbranchens største udfordringer.
– Vi får ikke meget støtte fra tøjfirmaer og det er en af branchens største udfordringer!
Det udtaler Nazma Stern, som er leder af fagforeningen Sommilito Garment Sramik Føderationen i Bangladesh. Hun startede selv som arbejder på en tekstilfabrik, da hun var 11 år, og arbejder nu på at forbedre situationen for tekstilarbejdere i Bangladesh.
Hanna Hallin er koordinator for social bæredygtighed i H&M. Tøjselskabet ejer ikke fabrikker, men samarbejder med leverandører i 20 lande, hvilket betyder, at de ikke kan bestemme lønnen for fabriksarbejderne.
Jenny Holdcroft er politisk direktør i IndustriAll og arbejder på at forbedre arbejdsforholdene i tekstilindustrien.
– Den største udfordring er at hæve de lave lønninger, siger Holdcroft. Hun mener, at lønningerne fastholder familier i fattigdom på trods af det faktum, at alle familiemedlemmer har et job. Holdcroft ser et stort potentiale i overenskomstforhandlinger, hvor fagforeninger, fabrikker og andre involverede parter bør forhandle passende lønninger sammen. IndustriAll arbejder på at sætte flere kræfter ind på overenskomstforhandlingerne.